Gadekøkken forener Hedehusene

Under den skinnende efterårssol besøger rekord mange mennesker årets høstfest i Hedehusene lørdag den 7. september. Charlottekvarterets populære gadekøkken, som er en del af Den Skabende By 2640, er selvfølgelig på pletten, med verdensmad til de mange sultne.

Af Liselotte Rydlund 

Byfest, lukket hovedgade, høstfest…, ja kært barn, mange navne. I hvert fald myldrer det med besøgende, der nyder dagen med underholdning, de mange boder og det smukke efterårsvejr. Nyt er blandt andet Hedehusene Gymnastikforening, der optræder med trampolingymnastik, og en skuespillertrup, som underholder med drama fra det vilde vest.

IMG_1137 IMG_1134

Rigtig mange sultne nyder godt af gadekøkkenet, som blandt andet tilbyder en verdenstallerken til kun 25 kr. De lækre retter, blandt andet Börek, (en specialitet fra Tyrkiet og Balkanlandene), er tilberedt af kvarterets kvinder, med byhavernes ny opgravede kartofler. Forklæder og borddug blev syet til anledningen og til gadekøkkenets fremtidige madarrangementer. Mange nyder deres mad i Den Skabende By 2640 lokale, Hovedgaden 423, der også fungerer som projekthus og udstillingslokale.

Kartoflerne har en spændende historie, da de er dyrket af kvarterets kvinder efter metoden: ”gravefri dyrkning”, som første omlægnings- og dyrkningsprojekt på nyttehavernes græsplane. Metoden er enkel og starter med et lag rullepap direkte på jord eller græs. Derefter dækkes med fx hestemøg, hvori kartoflerne lægges, og der toppes et tykt lag halm. Så er det bare at vente til de nye kartofler er høstklare, hvilket nemt klares med hænderne.

By- og nyttehavernes græsplane bliver dækket til med ukrudtsdug hen over vinteren og til næste sæson er jorden klar til dyrkning af alsidige grøntsager, spiselige blomster og urter.

 

Fakta om haveprojektet
– By- og nyttehaver er igangsat af Cirkuspavillonen i et Partnerskab med Naturplanteskolen og HTK og støtte fra Friluftsrådet.
– Der arbejdes på at få by- og nyttehaverne forankret i foreningen ”Den Skabende By 2640” på sigt.
– Området ligger langs banen bag BMX-banen og fodboldbanerne.
– Pt. er der 30-40 nyttehaver på størrelse 18m2.
– By- og nyttehaverne er til borgere i Hedehusene.
– For flere informationer kan du kontakte Felix Becker på tlf.: 9116 7280.

 

Fakta om Charlottekvarterets gadekøkken
– Køkkenet udspringer af en workshop for Charlotteskolens 6. klasser, afholdt i samarbejde med klassernes lærere og Helhedsplanen i Charlottekvarteret.
– Eleverne udarbejdede gruppevis deres egne forslag til hvordan Hedehuses hovedgade kunne blive til ”Verdens bedste hovedgade.”
– Byens borgere stemte efterfølgende, ved en stor event på torvet, på det bedste forslag, og vinderen blev gadekøkkenet.
– Køkkenvognen blev bygget, og betjenes nu af kvarterets unge til byfester og meget andet, så mange kan nyde godt af verdensmaden, der laves af kvarterets beboere.
– Gadekøkkenet repræsenterer Hedehusene lokalt, nationalt og internationalt som rullende samskabelses- og udstillingsplatform. Næste gang på Hedemarkedet d. 3.oktober i Hedehusene.
– For udlejning og flere informationer kan du kontakte Anders Hagedorn på tlf.: 20848541
– Tak til Nordea-fonden, Høje Taastrup kommune og TrygFonden, som har gjort projektet økonomisk muligt.
– facebook: ”Den Skabende By 2640”

Læs artiklen i Hedeposten her: Hedeposten